Fra 2025 kan børnefamilier i Vesthimmerland få penge fra kommunen for at passe deres egne børn derhjemme.
Af Jacob Dalgaard
Bliv hjemme og pas dit eget barn og få penge for det. Det bliver muligt fra januar 2025 i Vesthimmerlands Kommune.
Det er en del af budgetaftalen, som byrådet blev enige om i slutningen af september, og nu har Børne- og Familieudvalget sat rammerne op for, hvordan ordningen skal indføres.
Det betyder, at en familie i tilskud kan få op til 75 % af den billigste driftudgift i et dagtilbud for den pågældende aldersgruppe i kommunen. Da ordningen er begrænset til børn fra 24 uger til 3 år, betyder det, at tilskuddet til privat pasning af børn bliver på 6.812 kroner om måneden i op til et år. Tilskudsperioden er minimumsperiode på 8 uger og maksimum på 1 år. Der kan ydes tilskud til forældre frem til og med 31. december 2026.
Ordningen skal evalueres allerede i januar 2026, hvor de økonomiske konsekvenser af ordningen skal beskrives.
Børne- og Familieudvalget drøftede allerede i 2019 at indføre tilskud til pasning af egne børn, men dengang faldt forslaget.
For at opnå tilskuddet fra 2025 forudsætter det i følge dagtilbudsloven, at forælderen ikke modtager anden offentlig overførselsindkomst eller har en arbejdsindtægt.
Forældrene søger om ordningen via den Digitale Pladsanvisning.
I budgetaftalen fremgik det, at beslutningen om at give tilskud til hjemmepasning af egne børn kan være med til at øge familiers frihed og fleksibilitet.