I stationsleder Anders Poulsens fravær var det Lars Borg, der lørdag til middag holdt jubilæumstalen, da Dansk Søredningsselskabs (DSRS) fejrede sin 20 år fødselsdag med åbent hus i Kulladen i Løgstør.
Af Jacob Dalgaard. Foto: Mogens Lynge
For 20 år siden startede den første danske Søredningsstation i Helsingør, som blev godt hjulpet på vej af det Svenske Søredningsselskab. Siden er flere kommet til, sagde Lars Borg:
- Efter flere års fodarbejde, af en lille lokal gruppe, lykkedes det i 2019 at få etableret Dansk Søredning i Løgstør. Arbejdsgruppen bestod af Jørgen Hansen fra Vesthimmerlands kommune, Birger Larsen fra Løgstør Bådelaug, Anders Bloksgaard fra Limfjordsmuseet, havnefoged Ib Johansen og vores nuværende stationsleder Anders Poulsen. Uden støttetilsagn fra disse institutioner havde det ikke været muligt at etablere stationen, og der er derfor god grund til at sige en speciel tak til Vesthimmerlands kommune og bådelauget for husly, bådplads og praktisk assistance.
I følge Lars Borg viste behovet for en station i Løgstør sig at være langt større end først antaget:
- Vi udfører hvert år op imod 100 assistancer, og i år har vi allerede rundet de 80 aktioner. Det drejer sig primært om grundstødninger og motorstop, men også egentlige livstruende SAR-opgaver. Vi rekvireres som oftest direkte af den nødstedte sejler, men ca. 30 procent af udkaldene rekvireres af JRCC - det tidligere SOK, som ofte udtrykker stor glæde og tilfredshed med, at de kan trække på vores assistance.
Borgmester Per Bach Laursen gratulerede med jubilæet og kunne glæde sig over at der var en redningsbåd stationeret i Løgstør. Han havde glædet sig til en tur til Livø i en hastesituation, som ikke blev til noget, da redningsbåden på det tidspunkt var i gang med hele to opgaver. Så det måtte blive en anden gang. Per Rasmussen fra Lions Club overrakte DSRS Løgstør en donation på kr. 3.000 til Lars Borg, som takkede herfor.
Der var gang i grillen og der var grillpølser, øl og vand til de 25 fremmødte. Herefter var der mulighed for at komme med på en tur med redningsbåden Frigg, med Niels bag rattet. Det var der flere der benyttede sig af, så det blev til flere ture i solskin, men også en frisk vind. Man kunne også se redningstjenestens materiel og kigge ind i det gamle lodshus, hvor stationen i Løgstør holder til.