N.E.M. A/S fylder 50 år, og direktør Ronald Christensen har været med fra start og kan således også fejre et stort jubilæum.
Det er 18 år siden, der sidst har været fest på N.E.M A/S i Løgstør, da direktør Ronald Christensen fejrede sin 60 års fødselsdag. Så det er en større oprydning, der er gang i nu, hvor der igen er noget, der skal fejres. Der bliver gået grundigt til værks med rengøring i alle kroge af virksomheden - der bliver endda skiftet tagplader - inden der den 6. september holdes 50 års jubilæum.
Tilbage i 1974 åbnede virksomheden F. Quistgaard i Klarup en afdeling i Løgstør for at sælge entreprenørmaskiner. Ronald Christensen, som da allerede havde arbejdet i 15 år hos mekaniker Poul Kjeldgaard i Vindblæs, blev ansat til som eneste mand til at betjene den nye afdeling.
Løbende blev der ansat folk, men i 1980 kom der en krise, som betød at Ronald igen kom til at gå alene. Men derfra begyndte det at gå fremad. I 1985 købte Ronald Christensen og Peder Larsen hver en tredjedel af virksomheden. Blot fire år senere solgte F. Quistgaard sin andel, og kort efter skiftede virksomheden navn til Nordjysk Entreprenør Materiel, som i dag nærmest kun kendes som N.E.M.
I dag består ejergruppen af fire personer i skikkelse af Jesper Nødgaard, som står for salg på Grønland, Søren Gregersen, som er montør og udlært på N.E.M., Bjørn Christensen, der er søn af Ronald og har overtaget den daglige ledelse samt Ronald Christensen.
Succesvirksomhed
I 1997 blev der udvidet med nyt værksted, og både i 2016 og 2018 er der sket udvidelser, hvilket indikerer at der er fremgang i forretningen. Det viser regnskabstallene også. I 2022 rundede omsætningen 100 millioner kroner, hvilket var et rekordår.
På en hylde i administrationsbygningen står der statuetter, der bevidner, at N.E.M. de sidste fire år er blevet udråbt som "succesvirksomhed" af Spar Nord og BDO, så det går ganske godt.
Omsætningen kommer hovedsagligt fra salg og servicering af Komatsu entreprenørmaskiner i Nordjylland og på Grønland. Omkring en tredjedel af virksomhedens omsætning hentes på Grønland.
Selv om Ronald Christensen er fyldt 78 og har overladt den daglige ledelse til næste generation, har han ikke slækket på arbejdet. Han møder fortsat ind dagligt og arbejder på fuld tid, som han har gjort de sidste 50 år.
Hans og virksomhedens jubilæum markeres fredag den 6. september kl. 12-18.
Læs eller genlæs også denne artikel fra 2006: NEM's veteran fejrer fødselsdag i dag