Weekenden står på forårsmesse i Lanternen med 80 udstillere.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Det er køligt, og det blæser, og det er godt for en forårsmesse.
Det var nogenlunde konklusionen fra arrangørerne på førstedagen af weekendens forårsmesse i Lanternen. Lunt forårsvejr har det nemlig med at holde folk hjemme i haverne.
Lige knap 2.000 mennesker valsede lørdag gennem billetkontrollen, og søndagen byder på mere blæsevejr. Da erfaringen samtidig viser, at søndagen har flest besøgende, er der lagt op til en særdeles velbesøgt forårsmesse i Lanternen.
Borgmester Per Bach Laursen holdt åbningstalen, og i det hele taget fylder politik en del på messen. De politiske partier er godt repræsenteret i et valgår, og på scenen blev den kommunale valgkamp skudt i gang med et debatmøde med deltagelse af lokale byrådskandidater og Europaminister Marie Bjerre.
Biler fylder også godt blandt de 80 stande, hvor udstillerne ikke kun kommer fra Løgstør og Vesthimmerland - men også helt fra Sjælland.
Søndag åbner messen igen fra 10 til 16, og her vil der blandt andet være modeshow og besøg af blomstermanden Johnny Haugaard.