På grund af fortsat kundevækst udvider den lokale afdeling både holdet og lokalerne i Løgstør.
-En fortsat tilvækst af nye kunder og ønsket om fortsat at følge sparekassens strategi om let tilgængelighed hos sparekassens medarbejdere gør, at vi simpelthen er nødt til at have flere hænder for at klare rådgivningen i afdelingen, udtaler afdelingsdirektør René Christensen.
-Vi ønsker at kontakte vores kunder løbende og specielt, når der er behov. Den strategi virker og er medvirkende til den store kundetilgang, supplerer souschef Brian Zimmer Søndergaard.
Brian er ikke i tvivl om, at medarbejdernes hurtige svar til kunderne også er stærkt medvirkende til væksten.
-Vi oplever, at kunderne gerne vil have et hurtigt svar, og for at vi fortsat kan opfylde det krav, ja så er vi nødt til at være flere. Derfor har vi ansat Laura Brøndum Pedersen som ekstra privatkunderådgiver og Naja Engemann Havsager som finanselev. Begge er startet i afdelingen.
Derudover oplever vi, at de mange ressourcer, som sparekassen og Sparekassen Danmark Fonden Himmerland sender tilbage til lokalområdet, også er en af årsagerne til, at kunderne skifter.
René Christensen fortæller, at bagsiden er, at sparekassen i en periode kommer til at rode noget, da området, hvor de ansatte sidder, vil blive udvidet fra uge 43.
-Det skal være skidt, før det bliver godt, men som det er nu, har vi simpelthen ikke plads til vores rådgivere og specialister. Vi vælger dog at holde åbent, selvom der godt kan være lidt lyd- og støvgener, imens det står på, siger afdelingsdirektøren.
På billedet står souschef Brian Zimmer Søndergaard og afdelingsdirektør René Christensen sammen med finanselv Naja Engemann Havsager og privatkunderådgiver Laura Brøndum Pedersen i afdelingen inden ombygningen.