Der er konger, dronninger og ACTION-skak på skemaet, når 655 unge fra 3 skoler i Vesthimmerland Kommune spiller hjernen stærk på Skolernes Skakdag - hjernens motionsdag® fredag den 7. februar 2025. Dagen sætter deltagerrekord og skolerne melder, at eleverne elsker den alternative skoledag!
Færre konflikter, flere relationer og mere ro er hverdagen på skoler, som har indført systematisk skoleskak. Fredag den 7. februar fejrer 351 af dem Skolernes Skakdag - hjernens motionsdag® med omtanke og hjernegymnastik.
Ministre, skoleledere og lærere er begejstrede, for danske elever har europarekord i skærmforbrug - men 7. februar kigger de op, ser hinanden i øjnene, deler håndtryk og ønsker ”god kamp”.
Lennart Roland Petersen, skoleleder på Farsø Skole:
”Vi afholder Skolernes Skakdag, da vi kan se, hvordan skoleskak samler hele skolen. Det giver eleverne noget at mødes over i fritidsordningen og er med til at forbedre koncentrationen. En fælles skakdag kan derfor være en engagerende, inkluderende og lærerig aktivitet som både elever og lærere kan få glæde af.”
Deltagerrekorden for Skolernes Skakdag - hjernens motionsdag® på landsplan med 59.873 deltagere fra 351 skoler glæder børne- & undervisningsminister Mattias Tesfaye:
”Skakspillet er ganske enkelt et fantastisk spil! Det er sjovt og giver samtidig god træning i at tænke strategisk og logisk. Og så er det et spil, som alle kan lære at spille. Det er mit indtryk, at mange i dag spiller onlineskak på deres telefon. Det er også fint. Men det er sjovere at sidde fysisk over for sin modstander. Derfor synes jeg, det er positivt, at eleverne til Skolernes Skakdag - hjernens motionsdag® rent faktisk mødes over skakbrættet og ser hinanden i øjnene. Det er et godt modtræk til kun at mødes online. Et spil skak kan også åbne døren for nye venskaber. Måske spiller du pludseligt med en, du ikke plejer at tale med i frikvartererne. Det er da fedt. Jeg ønsker alle en rigtig god skakdag!”
Skolernes Skakdag - hjernens motionsdag® afholdes i 2025 for 15. gang, som en tænksom pendant til den kendte Skolernes Motionsdag. Skolernes Skakdag - hjernens motionsdag® 2025 arrangeres af skoler landet over i samarbejde med Dansk Skoleskak, Spar Nord Fonden og en række lokale fonde.
I Vesthimmerland er det foruden Farsø Skole også Aalestrup Skole og Ranum Efterskole, der deltager i Skolernes Skakdag.