Advokat Mogens Kjær har, efter at have virket som advokat i Løgstør i 35 år, valgt at stoppe ved udgangen af denne måned. Advokatfirmaet Nielsen & Østergaard Advokatfirma overtog advokat Mogens Kjærs advokatforretning i Rådhusgade den 1. januar 2024, og indehaverne, advokat Claus Nielsen og Kim Østergaard, viderefører nu sammen med deres ansatte, kontoret med samme åbningstider som hidtil.
"Der skal lyde en stor tak til Mogens Kjær for samarbejdet," udtaler Kim Østergaard.
Samtidigt har advokatfirmaet pr. den 1. marts i år ansat advokat Jesper Theilmann Jensen, bosiddende i Vesthimmerlands Kommune, som daglig leder af kontoret på Rådhusgade i Løgstør. Jesper Theilmann Jensen har møderet for Højesteret og har bred erfaring indenfor rådgivning af erhvervsvirksomheder og private.