Imdex A/S i Farsø modtager en tredjedel af alle brugte dæk i Danmark og bearbejder dem til genanvendelige materialer.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
-Det er æ så'n bare lige...
Martin Granfeld fortæller gerne om sin virksomhed i Farsø. Her bliver tonsvis af dæk klippet i småstykker og sorteret, så materialerne kan bruges igen.
Men processen er ikke så ligetil, som Martin Granfeld selv understregede flere gange, da han mandag aften viste rundt på virksomheden på Holmevej 13 i Farsø.
I de gamle haller kører maskinerne hele tiden, og det er stærke kræfter, der skal til for at få metaltrådene i dækkene sorteret fra gummiet. Det betyder, at maskinerne bruger 10.000 KWh om dagen. Men så kommer der også 13.000 ton dæk gennem om året, og det svarer til knap en tredjedel af alle dæk i Danmark fra biler, traktorer, lastbiler og entreprenørmaskiner.
Derfor er det også en daglig foreteelse på fabrikken, at der skal slibes knive i de store maskiner.
Det er blevet en forretning
Martin Granfeld er egentlig vognmand og indehaver af Vogngården i Farsø. Men i 2019 overtog han Imdex, der på det tidspunkt lænede sig op ad en konkurs. Kort efter kom energikrisen, som ramte hårdt på virksomheden med det store energibehov.
Andre mekanismer har siden hjulpet Imdex i den rigtige retning. Dels er prisen på el faldet, og hvor Imdex førhen fik de brugte dæk gratis eller betalte for dem til skrotpris får virksomheden i dag penge for at modtage dem.
Til gengæld trækker det i den anden retning, at det granulat, som virksomheden udvinder af dækkene, ikke længere må bruges til eksempelvis kunstgræsbaner i Danmark. Markedet eksisterer dog fortsat i blandt andet Norge og Sverige.
Martin Granfeld kan dog ikke skjule, at Imdex er blevet en tilfredsstillende forretning.
Det meste gananvendes
Når de gamle dæk rives op bliver 68 % til gummigranulat, og 18 % bliver til stål. Begge dele kan genanvendes. De resterende 14 % udgøres af fibertråde, som endnu ikke genanvendes. Imdex A/S er i forhandling med et tjekkisk firma, som muligvis kan aftage og genanvende fibermaterialet.
Ellers genanvendes de gamle dæk til blandt andet gulve i fitnesscentre, stødabsorbering under jernbaneskinner i udlandet og ridebanegummi. Hver uge sendes 10 containere til Indien, og skosåler fra Indien og Kina er formentlig lavet af genbrugsmateriale fra Farsø.
Omkring 40 interesserede var mødt op til Venstres virksomhedsbesøg, og det gav trængsel i virksomhedens kantine, og gæsterne blev vist rundt i to hold.
Imdex A/S kører med treholdsskift, og derfor produceres der døgnet rundt. Enkelte maskiner skal dog på grund af støjniveauet stå stille i aften og nattetimerne.