20 nye vindmøller med en højde på mellem 140 og 150 meter kan være på vej i Thorup mellem Aggersund og Gøttrup nord for Limfjorden.
Eurowind Energy A/S, GK Energi ApS og Wind1 A/S har søgt om tilladelse til at opstille i alt 20 vindmøller i det samlede vindmølleområde ved Thorup-Sletten i grænselandet mellem Vesthimmerlands og Jammerbugt kommnuer. Begge kommuner har været indstilllet på at imødekomme ansøgningerne, og i dag ventes Teknik- og Miljøudvalget i Vesthimmerland at sende forslag til lokalplan og et kommuneplantillæg i høring.
11 af møllerne skal placeres i Vesthimmerland, mens de resterende 9 møller placeres i Jammerbugt i et 42 hektar stort landbrugsområde uden bygninger - bortset fra en transformatorstation.
Området præges af tekniske anlæg. I den sydlige del står 10 cirka 69 meter høje vindmøller, og i den nordlige del står yderligere 7 mindre møller, som alle skal nedtages, hvis de 20 nye møller opstilles.
Der er i 2016 udarbejdet en miljørapport, og den administrative og politiske behandling af denne kommer til at foregå parallelt med lokalplanbehandlingen i begge kommuner.