I dag er det 1 år siden, at Lokaltindblik.dk gik i luften med Jacob Dalgaard som udgiver. Internetavisen har ændret manges avisvaner.
For 1 år siden dumpede der en folder ind gennem brevsprækken hos alle med bopæl i Løgstør Kommune, medmindre de havde et "Reklamer, nej tak"-skilt på døren. I folderen blev modtagerne gjort opmærksom på, at de fra 1. februar 2006 fik en ny gratis lokalavis. Eneste betingelse var, at de havde adgang til internet.
Nu - 1 år senere - har Lokaltindblik.dk etableret sig som en foretrukken kilde til lokale nyheder hos mange. Mens besøgstælleren på siden kæmpede sig op på 250 daglige hits den første uge, blev tallet øget henover foråret og sommeren.
Mund til øre-metoden viste sig snart at være effektiv. Det rygtedes, at Lokaltindblik.dk var hurtig ude med de lokale nyheder, og der blev bragt langt flere af slagsen, end nogen andre medier kunne præstere. Efter et år er det daglige besøgstal nået op på næsten 1400.
I takt med det øgede antal læsere steg mængden af kommentarer i redaktør Jacob Dalgaards mailbakke. Og de var alle positive. "Det er som at få Løgstør Avis tilbage i en moderne udgave" har været en af de gængse udmeldinger. Andre har fortalt, at de har opsagt deres abonnementsavis, fordi de med Lokaltindblik.dk fik deres behov for lokale nyheder dækket ind. Endnu flere har blot sendt en mail og rost initiativet og takket for det.
Og skulle nogen stadig tro, at det kun er folk under 50, der læser Lokaltindblik.dk, fordi ældre ikke har internet, så tager de grumme fejl. Såmænd også til egen positive overraskelse har det vist sig, at ældre helt op til 80 års alderen er på nettet og følger med på Lokaltindblik.dk. Det samme gør et ukendt antal udlandsdanskere, der let kan følge dagligdagen "hjemme" på Løgstøregnen.
De mange roser og positive tilkendegivelser har blot givet ekstra blod på tanden for at holde niveauet og allerhelst forbedre det. Udgivelsen af Lokaltindblik.dk er dog fortsat en bibeskæftigelse, som undertegnede praktiserer ved siden af et fuldtidsjob. Der er fortsat ikke tilstrækkelig økonomi i projektet til at gøre det til et levebrød.
Netop ordet "projekt" er egentlig ganske rammende, for der er vitterligt tale om et projekt. Så vidt vides forefindes der ikke en tilsvarende rendyrket internetavis i Danmark, der i den grad fokuserer på lokale nyheder finansieret af reklamer og annoncer.
Men mon ikke det er her fremtiden ligger?
Mængden af reklamer og annoncer har selvfølgelig været stigende i takt med, at kendskabet til Lokaltindblik.dk er blevet udbredt. Samtidig har Lokaltindblik.dk i et år bevist, at det er en stabil virksomhed, man kan stole på. Prisniveauet for annoncørerne har bevidst været holdt på et lavt niveau for at gøre det attraktivt for både store og små virksomheder og foreninger at bruge Lokaltindblik.dk, og selvom besøgstallet på siden har været støt stigende i et helt år, er der ikke aktuelle planer om at ændre priserne. På den baggrund er der håb om, at endnu flere annoncører vil være at finde på en af siderne, så Lokaltindblik.dk også kan servicere vesthimmerlændingene med gratis lokale nyheder i fremtiden.
Bortset fra flagene her på siden fejres fødselsdagen med at skue ind i år 2, hvor der allerede er taget initiativ til forbedringer af Lokaltindblik.dk. Jeg håber, at såvel læsere og annoncører vil holde ved, og at endnu flere vil komme til. Fortsat god læselyst på Lokaltindblik.dk.