Fredag aften gjorde Lokaltindblik.dk et forrygende comeback i gade/firmafodboldturneringen ved Overlade Byfest.
Efter et par års fravær i turneringen var Lokaltindblik.dk tilbage i turneringen, som vi tidligere har vundet 2 gange. Med et stjernespækket mandskab gik holdet hele vejen og tog pokalen og førstepladsen i b-rækken, hvor der er børn med på banen.
I finalen mødte Lokaltindblik.dk Lundgård, som ydede god modstand. I en seværdig kamp med gode chancer i begge ender sluttede kampen 0-0, og så måtte det hele afgøres i straffesparkskonkurence. Her var Lokaltindblik.dk skarpest.
I alt var der 13 tilmeldte hold til gade/firmafodboldturneringen i år, og det er rekord. De 6 af holdene spillede i A-rækken uden børn. Her blev der også gået til stålet, og efter at have spillet alle mod alle, kunne Dream Team trække sig tilbage som vinder og hæve pokalen over hovedet.