For 14 dage siden blev der afholdt valg til menighedsråd, men flere steder lykkedes det ikke at finde kandidater nok til at få fuldtallige menighedsråd.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Da Løgsted sogn den 17. september holdt valgforsamling, dukkede der færre personer op, end de fem, der skulle vælges til menighedsrådet. Derfor skal der den 9. oktober afholdes en ekstraordinær valgforsamling i håb om at få samlet et fuldtalligt menighedsråd.
Situationen er langt fra enestående. Selv et stort sogn som Farsø med et rigt kirkeliv har problemer med at finde nye folk til menighedsrådet, som grundet sognets størrelse består af 8 pladser. Ved valgforsamlingen blev kun fem af pladserne besat.
Én af de valgte er rådets formand, Hans Jørgen Nielsen, som har været med de seneste 8 år. Han vurderer, at det er valgperioden på 4 år, som afskrækker de fleste fra at stille op til et menighedsråd.
-Vi har fået rigtig mange positive tilsagn om hjælp, men nej til at binde sig for en 4 årig periode. Flere har også sagt, at hvis det havde været for en 2-årig periode kunne de måske have valgt at sige ja.
-En anden årsag, som jeg er blevet opmærksom på, er at vi ikke har været gode nok til at tale til den yngre del af befolkningen. Vi har ikke slået nok på tromme, og vi har ikke benyttet de sociale medier til at kommunikere på, at vi afholder valg til menighedsråd. Derfor har vi valgt at lave en lille valgvideo, som er blevet udsendt på Facebook og vil blive udsendt endnu engang, inden vi afholder 2. valgforsamling den 8. oktober, siger menighedsrådsformanden.
Selv har han været meget glad for at deltage i menighedsrådsarbejdet, og han fremhæver en stor udvidelse af byens sognegård for to år siden, som den største succes i hans periode. Ligeledes har ansættelsen af en kirke- og kulturmedarbejder bidraget til at berige kirkelivet i Farsø, siger han.
Hans Jørgen Nielsen opfordrer derfor enhver, som vil være med til at udvikle kirken og dens aktiviteter til at møde op til den ekstraordinære valgforsamling den 8. oktober.
Foruden Løgsted og Farsø skal der også afholdes ekstraordinære valgforsamlinger i Flejsborg, Vester Hornum-Hyllebjerg, Louns-Alstrup-Strandby og Gundersted sogne