Det er som det plejer. Selv om det er tre år siden, der sidst var muslingehøstfest i Løgstør, så lignede festen sig selv, da der lørdag var comeback til en af muslingebyens Løgstørs største events.
En pandemi senere har Muslingehøstfesten fået comeback i Løgstør. Og konceptet blev holdt i den oprindelige stil, omend en af oldermændene var skiftet ud med en ung knøs i skikkelse af Gustav Bloksgaard.
Han og resten af oldermændene sad klokken 11 klar ved et opdækket bord på havnen i Løgstør for at tage imod årets første høst af friskfangede muslinger fra Limfjorden. De blev sejlet ind på meget lavt vand på den blikstille fjord, mens et stort opbud af mennesker kiggede med. Da oldermændene havde prøvesmagt muslingerne, blev der ringet med klokken som tegn på, at høsten var godkendt.
Så blev det gamle shantykor sat i arbejde med at losse de 1,3 tons muslinger fra Limfjordsmuseets båd og op på en hestevogn, med hvilken muslingerne blev kørt standsmæssigt op i Østerbrogade, der i dagens anledning var afspærret og omdannet til en stor markedsplads. Her kunne publikum flere steder smage på den netop godkendte muslingehøst, som blev tilberedt på forskellige måder rundt omkring på gaden. Og snaps i rigelige mængder blev der rundhåndet delt ud af til at skylle muslingerne ned med.