På lørdag den 1. april holdes der muslingehøstfest i Løgstør, som er det første arrangement i byens række af events henover sommerperioden.
Muslingehøstfesten er fuld af traditioner, og det er noget, der bliver værnet om i Løgstør. Det betyder ikke, at der ikke også kan ske nye ting sådan en dag. Limfjordsmuseets nyindkøbte veteranbus bliver sat frem til muslingehøstfesten, hvor museet også præsenterer planerne for bussen til sommer.
Der bliver igen mulighed for selv at få fingre i ”muslinge-dejen,” når naturvejleder Tine Pedersen står klar til at lave familievenlige retter sammen med gæsterne. Der vil blive brugt både friske blåmuslinger og muslinger på dåse, som for mange måske kan virke uvante at tilberede.
Muslingerne er sponsoreret af Vilsund Blue, der selv vil være til stede på dagen med en food truck, hvor de serverer deres nye supper. Supperne skal kun tilsættes fløde og er hurtige at tilberede inden gæsterne kommer – uden det går ud over kvaliteten af muslingerne.
Løgstør har brandet sig på at være muslingeby, og det bliver særligt understreget ved de to store begivenheder Muslingehøstfesten og Muslingefestivalen. Selve muslingen er med tiden kommet til at give endnu mere mening, da den nu også går helt i tråd med bæredygtige tendenser, der har vundet mere frem. Det er både en bæredygtig, miljøvenlig og yderst sund fødevare, som indeholder masser af proteiner, mineraler og omega-3 fedtsyrer. Der er altså god grund til at gøre muslingen til en større del af vores kost.
Limfjordsmuseet er desuden gået ind i et stort naturgenopretningsprojekt, som frem til 2028 vil genoprette ålegræsmarker, stenrev, holme og strandenge og muslinger- og østersbanker. 13 partnere er gået sammen om det komplekse projekt (Limfjordsrådet, kommuner, universiteter, institutter, ministerier, styrelser, et energiselskab og Limfjordsmuseet), og det er det første projekt af sin art, der tænker holistisk til vand, til lands og i luften. Lykkes naturgenopretningen, vil det vise vejen for fremtiden. Ikke nok med at vandmiljø og dyre- og plante liv forbedres og biodiversiteten øges, så vil det også hjælpe os med at nedbringe vores Co2 aftryk.
De mange lækre muslinger kommer til at gå hånd i hånd med snapsen, der er sponsoreret af Anora Group (Fusionen af spiritusselskaberne Arcus og Altia). Der vil blive serveret Aalborg Nordguld, Aalborg Dild og Aalborg Jubilæums Akvavit, og det bliver også muligt at få en smagsprøve på en af snapsesymfonierne fra Limfjordsmuseets Snapseri.
Hele herligheden er gratis. Der kan tilkøbes øl og andre drikkevarer, men muslinger og snaps serveres ganske kvit og frit.
Muslingehøstfesten er startskuddet på sommersæsonen, som blandt andet byder på Open Air, Kanalrally, Pinseparade, Byfest, Torsdagsmusik, Muslingefestival, Kanal-Jazz, Børnekulturnat og Maritim Festival.