Godt 200 deltagere, heriblandt et par professionelle atleter og en biskop, stillede til start i dette års triathlon.
Tekst & foto: Per Lyngby
Selv om der er mere end 300 deltagernumre, og de alle er solgt på forhånd, er der hvert år omkring en tredjedel, som ikke møder op til færgestarten på Flugten til Hvalpsund.
Billedet var det samme, da færgen Mary søndag formiddag truttede stævnet i gang og lempede de første godt 100 atleter ud over rampen og ned i Limfjordens friske vand.
Arrangørerne har ikke nogen entydig forklaring på, hvorfor hver tredje tilmeldte ikke møder op. En forklaring kan være, at de tilmeldte ikke har fået trænet op til dagen og derfor udebliver.
Dem der ikke dukkede op søndag snød sig selv for en god oplevelse ved det veltilrettelagte stævne, som havde trukket et stort publikum til havneområdet i Hvalpsund. Her blev der heppet lystigt på deltagerne, når de kom op af vandet og ellers passerede skiftezonen i målområdet flere gange.
Området mellem færgehavnen og lystbådehavnen er i øjeblikket ved at blive forbundet med en betonpromenade, som publikum kunne bevæge sig ad mellem havnene, og næste år bliver forholdene endnu mere optimale, når de to broer ud i vandet står færdige. Dermed kan publikum komme endnu tættere på atleterne, når de er i gang med svømningen.
Lars Schmidt var hurtigst af alle på de 950 meter svømning, 46 kilometer cykling og 10,5 kilometer løb, som han gennemførte i tiden 2:03:24, medens Michelle Vesterby var hurtigste kvinde i tiden 2:21:10. Begge er professionelle og tilhører den absolutte elite i Danmark.
Løbet er dog ikke kun for hardcore eliteatleter. Blandt deltagerne fandt man også biskop ved Viborg Stift, Henrik Stubkjær, som måtte gennemføre løbedelen gående og humpende på grund af en muskelskade. Det rakte dog til en plads som nummer 147 hos herrerne med en sluttid på 3:31:05.
Kun få deltagere måtte udgå, enten på grund af skader eller mekaniske defekter på cykler.
Man kan se alle sluttider her: https://my.raceresult.com/204935/results