IT-eksperten, Nikolaj Sonne holder et indsigtsfuldt og underholdende foredrag om kunstig intelligens på Vesthimmerlands Biblioteker.
Ta’ med journalist og vært Nikolaj Sonne på en rejse ind i teknologiens forunderlige verden, hvor du bliver klogere på kunstig intelligens og hele Danmarks teknologiske tænkehat - alt lige fra AI til ChatGPT. Nikolaj Sonne er kendt for sin værtsrolle i DR-programmet ”So ein Ding” og sine skarpe holdninger og kommentarer til teknologi, trends og udvikling.
Teknologien galoperer afsted. Selvom kunstig intelligens har været en integreret del af vores hverdag i årevis, er det med ChatGPT, der er den hurtigst voksende tjeneste nogensinde, at teknologien for alvor er rykket frem på scenen. Fra den ene dag til den anden gik AI fra stemmegenkendelse og søgemaskiner til en maskine, der programmerer, skriver gode tekster om hvad som helst og består eksaminer, som vi dødelige bruger årevis på at forberede os på. De svimlende perspektiver, fabelagtige muligheder og et uoverskueligt minefelt af faldgruber har på rekordtid åbenbaret sig for rigtig mange virksomheder og mennesker.
Har du også svært ved at finde hoved og hale i det hele? Undervejs i foredraget får du svarene på de mange spørgsmål, som hober sig op i samfundsdebatten. Du får en introduktion til, hvad det er der får “tænkemaskinerne” til at tikke, hvor og hvordan AI bruges – allerede i dag. Og Nikolaj Sonne forsøger efter bedste evne at lodde kursen for den teknologiske fremtid, der har foden tungt plantet på speederen.
Med smittende nysgerrighed og passion samt ironi og metaforer formidler Nikolaj Sonne komplekse emner på en levende og underholdende måde, så alle kan være med - uanset teknologisk indsigt.
Foredraget afholdes i forbindelse med Fritidsfestivalen i uge 39 i Vesthimmerlands Kommune.