Efter adskillige årtier med bank i Østerbrogade 19 er der snart slut. Nordea lægger sin afdeling i Løgstør sammen med afdelingen i Aars og samler det hele i Aars.
Af Jacob Dalgaard
Sidste dag med Nordea-filial i Løgstør er den 6. marts. To af de tre tilbageværende medarbejdere i Løgstør flytter med til Aars – herunder filialdirektør Hanne Møller. Den sidste medarbejder har takket ja til et tilbud om arbejde i Nordea i Aalborg.
Områdedirektør Torben Simonsen begrunder sammenlægningen med, at Nordea gerne vil sikre en bedre rådgivning til sine kunder i en verden, der bliver mere og mere kompleks. Desuden kommer færre og færre kunder i banken, fordi de fleste bankforretninger foregår via internet og telefon.
Han lægger heller ikke skjul på, at Aars er valgt frem for Løgstør, fordi Aars indbyggermæssigt er næsten dobbelt så stor som Løgstør.
“Vi har kigget på geografien, hvor vi fremadrettet ønsker at være på landkortet. Det har været et svært valg, for i Løgstør værner man om det forretningliv, der er. Men vi betragter os ikke som en butik – men mere som et kontor – og derfor mener vi ikke, at det får nogen betydning for byen, at vi flytter til Aars,” siger Torben Simonsen.
Nordea i Løgstør har i følge områdedirektøren cirka 2000 kunder, der som udgangspunkt flytter med til Aars. De bedste kunder har allerede fået en opringning om nyheden, mens de resterende kunder får besked per brev henover weekenden.
Fordel plus-kunderne vil tillige blive inviteret til orienteringsmøde på Pavillon ChristiansMinde, hvor sammenlægningsplanerne vil blive uddybet den 5. marts.
Bankbygningen i Østerbrogade er ejet af et ejendomsselskab, som ejer alle Nordea bygninger. Det er uvist, om bygningen sættes til salg, når Nordea har rømmet den.