Løgstør Handler ApS har gennem en længere periode haft drøftelser med NORMAL vedr. muligheden for at etablere sig i Løgstør.
Udfordringen har været at finde egnede lokaler, idet NORMAL vil være placeret meget centralt i bybilledet, ligesom butikken skal have en vis størrelse.
Da frisøren Zoom by Zoom ønskede at stoppe, blev disse lokaler ledige, og sammen med lokalerne hvor Zjoos er, blev det muligt at sikre tilstrækkelig størrelse til en NORMAL-butik.
Mille og Lars Drejer ejer ovennævnte ejendom, hvor den nye butik nu etableres, og de har positivt medvirket til at kabalen kunne gå op.
NORMAL-butikken skønnes at kunne tiltrække en del ekstra mennesker til bymidten i Løgstør, hvilket også kommer de andre butikker i hovedgaden til gavn.
NORMAL-butikken overtager lejemålet i efteråret 2024, hvor der herefter skal pågå en større ombygning og derefter den endelige indretning af lokalerne. Den præcise åbningsdato annonceres, når tiden nærmer sig. Der vil i den anledning blive holdt en stor åbningsevent.
Skobutikken Zjoos flytter til andre lokaler i midtbyen. Hvilke lokaler, det er, er endnu ikke på plads.
Løgstør Handler skriver i en pressemeddelelse:
"Vesthimmerlands Kommune har også meget positivt medvirket til at sikre adgang af vareleverancer via P-pladsen bag den nye butik. Løgstør Handler ApS ønsker hele byen tillykke med den nye NORMAL-butik."