Borgmester Per Bach Laursen lagde i dag den første sten til en kopi af Rundetårn, som skal opføres i Løgstør til minde om en berømt mand fra byen.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
I dag lagde borgmesteren grundstenen til noget, der nok kan blive lidt af en attraktion i Løgstør. En kopi af Rundetårn, som kong Christian den 4. lod opføre i København, og som stod færdigt i 1642. Tårnet i Løgstør bliver ganske vist bygget i en miniatureudgave i 1:10, så Løgstør-kopien bliver 360 cm højt.
Det er Lokalhistorisk Forening i Løgstør, der for 7 år siden fødte idéen til byggeriet. Dengang havde foreningen arrangeret et foredrag om Peder Nielsen Horrebow, som i 1679 blev født i Løgstør. Han var klogere end de fleste, og han kom til København og blev en kendt videnskabsmand. Han blev ansat som astronom i observatoriet i Rundetårn, og han fik såmænd ogå et krater på Månen opkaldt efter sig.
- Når vi har sådan en verdensberømt mand fra Løgstør, så skal vi også gøre opmærksom på det her i byen, sagde Jens Aa. V. Schulz fra Lokalhistorisk Forening i Løgstør, inden borgmesteren i dag lagde den første sten til byggeriet.
Jens Aa. V. Schulz og Gunnar Steen fra Lokalhistorisk Forening fik museumsdirektør Anders Bloksgaard og nu afdøde byrådspolitiker Uffe Bro med i et udvalg, som skulle udtænke et projekt, der kunne gøre den berømte astronom kendt også i hans egen fødeby. Der blev tænkt på vejnavne og gode forslag, indtil idéen om Rundetårn kom på bordet.
Turister kan ikke undgå at se det
Det nye Rundetårn er tegnet af arkitektparret Kirsten og Christian Lomborg, og det skal opføres af HMC i Løgstør. Tårnet placeres i den nye Både-&-Parken over SuperBrugsen, som ved indgangen er markeret med to store sømærker i rød og grøn.
- Det er en perfekt placering, hvor alle turister i Løgstør kan se det, uanset om de kører på havnen ad Limfjordsvej eller Havnevej, sagde Jens Aa. V. Schulz.
Det koster omkring 300.000 kroner at opføre kopien, og pengene er fundet ved forskellige donationer. Blandt andet har Randers tegl lovet at levere de specielle mursten i rød og gul tegl til under kostpris, fortalte Jens Aa. V. Schulz, da grundstenen i dag blev lagt i overværelse af omkring 150 mennesker.
Det opstillede telt kunne akkurat rumme de mange mennesker, som fik en kop kaffe at varme sig på og et par vers om Horrebow sunget af byens vægtere.