I/S Rederiet Miniline er klar til at indsætte ny færge mellem Livø og Rønbjerg.
Torsdag aften ankom en splinterny færge til Rønbjerg Havn. Den skal så snart som overhovedet muligt sættes ind på ruten mellem Rønbjerg og Livø, hvor der årligt fragtes 25.000 passagerer frem og tilbage.
Den nye færge med navnet Mini II skal afløse den gamle, der sjovt nok hed Mini I. Den gamle færge blev i efteråret solgt til København, hvor den skal sejle til og fra Middelgrundsfortet.
Mini II er bygget på et værft i Kolding, hvor I/S Rederiet Miniline også har hovedkvarter. Leveringen har været en måned forsinket, og derfor har en anden færge med navnet Cathrine K stået for færgetransporten mellem Rønbjerg og Livø siden 1. april.
Mini II's ejer, Poul Feddersen, forventer at den nye færge kan sættes ind på overfarten på mandag, men nu skal han først have bokset færdig med Søfartsstyrelsen, siger han. Rederiet og Søfartsstyrelsen slås om placeringen af et indhalerhjul til redningsflåden. Poul Feddersen oplyser, at det er en bagatel på 28 centimeter, der skiller parterne. Derfor forventer han faktisk, at der kommer en afklaring allerede i dag. Dernæst skal Søfartsstyrelsen ombord på færgen og give sin endelige godkendelse, og det sker tidligst mandag. Men så er Mini II også klar til øjeblikkelig udrykning.
Med en kapacitet til 118 passagerer, er den nye færge større end den gamle, der havde plads til 98.
Livø-færgens højsæson starter 14. maj og varer frem til 31. august. Her er der dagligt 7-8 afgange tur/retur. Under jazz-festivalen på Livø i starten af august indsættes der dog ekstra mange afgange. Om vinteren er ruten lukket ned.