Dansk Plejeservice var billigst i et netop afsluttet udbud af kommunens rengøring til borgere i eget hjem.
"Vi er rigtig glade for resultatet af udbudsrunden. Det betyder nemlig, at borgerne fremover kan vælge mellem to leverandører, nemlig Dansk Plejeservice og Den Kommunale Hjemmepleje til at udføre den visiterede rengøring. De to leverandører er forpligtet til at yde den samme kvalitet som hidtil, idet der ikke i forbindelse med udbuddet er ændret i kommunens krav til leverandørernes kvalitet. Kommunen sparer altså penge uden at kvaliteten ændres," siger formanden for Sundhedsudvalget Palle Jensen.
I alt 6 hjemmeservicefirmaer bød på opgaven. Alle skulle give tilbud ud fra samme kvalitetsstandard, som den der er gældende i dag. Det viste sig, at der var stor prisforskel mellem billigste og dyreste bud.
Direktør Jonna Vall fra Dansk Plejeservice oplyser, at Dansk Plejeservice i dag har ca. 140 medarbejdere og leverer til mange andre nordjyske kommuner, bl.a. Aalborg og Rebild Kommune.
"Vi er rigtig glade for ordren. Vi har allerede i dag mange kunder i Vesthimmerlands Kommune, da Dansk Plejeservice siden kommunesammenlægningen i 2007 har været godkendt som frit valgs leverandør af både praktisk hjælp og personlig pleje. Vi ønsker tilfredse kunder og er fleksible overfor kundernes ønsker," siger Jonna Vall, som glæder sig til at gå i gang med opgaven 1. september 2014.
Også i Den Kommunale Hjemmepleje er man helt klar til at modtage nye kunder oplyser Thomas Palner, leder af Pleje og seniorservice i Vesthimmerlands Kommune. Da Vesthimmerlands Kommune er frikommune kan Den Kommunale Hjemmepleje også tilbyde ekstra rengøring, ligesom den private leverandør, hvis borgeren gerne vil tilkøbe en ekstra times rengøring eller en hel hovedrengøring.
Vi kontakter de borgere, der er visiteret til rengøring omkring de nye muligheder, så de skal ikke foretage sig noget. De hører fra os i disse dage," siger leder af visitationen Birgit Kærgaard.
Aftalen berører de 1100 borgere på pleje- og seniorområdet, der på nuværende tidspunkt er visiteret rengøring.