En ny slamsuger og en ny vejservicebil er kommet til Oudrup Stenlejes lastbilflåde. Det blev fejret i går med åbent hus.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Der var pølser på grillen og øl i fadølsanlægget hos Oudrup Stenleje i går, da virksomheden på Tolstrupvej i Løgstør holdt åbent hus.
Anledningen var modtagelsen af to nye investeringer, som holder Oudrup Stenleje med helt fremme forrest på sit felt indenfor entreprenøropgaver, så virksomheden lever op til sit slogan; "skal kvaliteten være i top - ring Oudrup op".
For fire uger siden ankom en 4 akslet MAN lastbil med hydrodrive. Den har også træk på forakslen, hvilket gør den mere terrængående. Lastbilen og dens chauffør John Bentsen kommer primært til at beskæftige sig med vedligeholdelse af grusveje i det nordjyske.
Og for ganske nylig kom der en helt ny slamsuger, der med ekstra stærke pumper og dens rutinerede chauffør, Kalle Serritzlew, er klar til at rykke ud og suge og spule kloakker og lignende.
Mange mennesker fandt vej til garagen på Tolstrupvej, hvor der var dækket op til nogle hyggelige timer, og hvor man også havde mulighed for at sparke dæk på de nye lastbiler.