Elever fra valgholdet Internationalt Samarbejde på Ranum Skole var i december til konference i Kuopio i Finland.
Besøget varede 6 dage og var 3. trin i det EU-støttede projekt under det såkaldte Comenius, som skolen med de to lærere Søren Kloster og Richard Byg i spidsen deltager i. Comeniusprojekter har til formål at udvikle forståelse og modvirke fordomme blandt unge mennesker på tværs af grænserne i EU og finansieres med EU-midler.
Det igangværende projekt består af deltagere fra Ungarn, Finland, Tyskland og Danmark. Det forløber over 2 år, hvor det første møde var i Bremen sidste år i december. Her deltog 10 elever fra Ranum Skole, dernæst mødtes alle deltagerne i Ranum i foråret, hvor hele valgholdet samt forældre var værter for i alt 28 gæster fra hhv. Ungarn og Tyskland. Der skulle ved denne lejlighed også have været besøg fra Finland, men den meget omtalte askesky over Island forhindrede deres rejse.
Det seneste møde i Finland, hvor 5 elever fra Ranum Skole deltog, var det tredje og næstsidste i projektet, som afsluttes i Gyor, Ungarn til april. Her vil 9 elever fra Ranum Skole deltage. Når projektet slutter til sommerferien, har i alt 24 elever været på rejse med holdet.
De 5 elever og 2 lærere fra Ranum Skole kom til Finland klædt i hvidt. Temperaturen i Kuopio var minus 18 grader, så det var hundekoldt. Aftenaktiviteterne var da også præget af, at de var kommet op til kulden. Der var international skihopkonkurrence og ishockey på programmet, ligesom eleverne også selv kom ud for at skulle afprøve deres evner på skøjter.
I dagtimere blev der arbejdet på skolen, og det overordnede emne var: Familiestrukturer i de 4 lande. Eleverne havde til mødet forberedt sig med interviews med deres bedsteforældre, en dansk dans, en frihedstale og en lille film, hvor en bedstemor fortæller om sin barndom.
Al kommunikation foregik naturligvis på engelsk. Her er uddrag af, hvad Stinne og Line fra 8. kl. efterfølgende har skrevet om turen. Teksten er oversat til dansk fra den oprindelige engelske udgave:
”Turen til Finland var virkelig sjov og gav os masser af oplevelser. Vi var vist alle en lille smule nervøse, for vi skulle bo hos forskellige familier. Line og jeg kom til at bo hos en sød pige, som hedder Riikka. Hendes familie var meget søde og rare, og de fik os til at føle os som om, vi var hjemme.
På skolen skulle vi præsentere de opgaver, vi havde forberedt hjemme. Vi startede i små grupper med en af de finske elever som gruppeleder. Søndag var det Finlands uafhængighedsdag, og da skulle én elev fra hvert land holde en tale om frihed. Anders holdt talen for Danmark og havde stor succes.
En aften var vi til skihopkonkurrence. Meget koldt, men virkelig cool!
Søndag aften tog vi hjem. Det var en lang rejse, og da vi kom til Aalborg lufthavn, stod alle forældrene der med danske flag og masser af kram.”