Nostalgien fik frit løb, da der i går var pløjedag på Løgsted Skalle. Hos gårdejer Erik Sand kunne publikum opleve, hvordan man pløjede jorden i gamle dage.
Gården Erikkesminde i Løgsted lagde i går jord til en pløjedag for veteraner. Effektiviteten var for en dag lagt på hylden for at give plads til nostalgien, da gamle traktorer og sågar heste spændt for små plove gik i krig med et stykke jord. Mærker som Bukh, David Brown, Nuffield, Dexta og andre historiske traktornavne kørte side om side på stubmarken, og fik tankerne til at gå tilbage til 50'erne og 60'erne.
På nabomarken kørte en stor moderne Claas mejetærsker og høstede hvede, og det fik kontrasten fra nutidens landbrug til at stå lysende klar i forhold til markdriften før 1970. De gamle traktorer, hvoraf de fleste ikke har hus, tøffede rundt på marken med plove med en eller højst to plove.
Det er Løgstør-Pløjerne og Motor og Traktorklubben Jylland Region Himmerland, der stod bag arrangementet på gården, der ejes af Erik Sand. Gårdejeren lagde også jord til en pløjedag sidste år, hvor der var lidt flere deltagere. Årsagen er antageligt, at høsten i år endnu ikke er slut, så nogle har muligvis været i gang med at få årets afgrøder i hus - med moderne landbrugsmaskiner.
Guldbrudgom med hest og plov
Kjeld Nielsen fra Ranum er én af dem, der har oplevet landbrugets udvikling. Som helt ung landmand pløjede han sine marker med heste på sin gård i Rønbjerg - i dag Stald Rønbjerg. Efter få år købte han sin første traktor - en Ferguson, som aldrig ville starte. Den blev derfor byttet til en Massey Ferguson 35, og så var han kørende.
I dag er Kjeld Nielsen, der til november kan fejre guldbryllup, pensioneret, men han er stadig aktiv og har flere heste. To af dem havde han taget med til pløjedagen i Løgsted, hvor han demonstrerede, at heste sagtens kan plove ligeså lige flot som en traktor. Hvor gammel dem enfurede plov er, ved han ikke bestemt. Men 70 år skal den nok være, skønner han.
Nok er der lidt konkurrence om at pløje flot, men pløjdedagen er først og fremmest en hyggedag, hvor entusiaster med en fælles interesse for gamle traktorer mødes og give andre mulighed for at opleve en bid af fortidens landbrug.