Den tidligere økonomichef hos Aars Boligforening blev i september bortvist og politianmeldt for mistanke om svindel med foreningens midler.
Af Jacob Dalgaard
Den mistænkte frygtes at have svindlet borligforeningen for et stort sekscifret beløb. Det skriver TV2 Nord på sin hjemmeside, hvor de refererer til en pressemeddelelse, som boligforeningen har udsendt.
For at finde ud af hvor stort beløbet er, har boligforeningen iværksat en større revisionsgennemgang. Desuden har politiet gennem længere tid efterforsket sagen.
Aars Boligforenings formand Brian Larsen siger til stationen, hvorfor sagen først meldes ud nu:
- Vi har givet politiet arbejdsro, da vi selvfølgelig er interesserede i at få alle ting frem i sagen. Derfor har vi også ventet med at gå ud med det i offentligheden.