En mand fra Aars fik i lørdags beslaglagt sin bil af politiet for gentagne tilfælde af spritkørsel.
Politiet standsede lørdag klokken 13 en slingrende bilist, som i forvejen er godt kendt for at gøre vejene usikre for både sig selv og andre. Bag rattet sad en 40-årig mand fra Aars, som seks gange tidligere er blevet taget for spritkørsel i den samme bil. Denne gang var promillen også for høj, og manden blev anholdt endnu engang.
Manden blev standset på Testrupvej nær Aalestrup, og denne gang valgte betjentene at sige nok er nok. De beslaglagde derfor mandens bil med henblik på at få den konfiskeret.