Den 28. november inviterer Limfjordmuseet og Snapseriet til det årlige julearrangement ”Julerier for voksne”. Gæsterne vil blive budt på historiske og finurlige vinkler på julen, og så vil der blive kælet for smagsløgene, når der serveres snaps og haps i en helt særlig juleudgave. Og så er det dagen, hvor Limfjordsmuseets nye årssnaps får premiere.
Når Limfjordsmuseets Snapseri er værter ved julearrangement ”Julerier for voksne” venter der gæsterne en række kulinariske oplevelser i form af både snaps og haps. Denne gang serveres de efterhånden velkendte ’haps’ i en særlig juleversion. Det er ikke tale om et måltid, men om små kulinariske juleoplevelser, der understøtter snapsen og bringer gæsterne i den helt rette stemning.
Hvis maden og snapsen ikke er nok til at komme i julestemning, så vil journalist Per Jensen og museumsinspektør Jake Hubert Gardiner bidrage til den gode stemning. Denne gang vil gæsterne blive klogere på julens litteratur og musik, når de to underholder med en hyggelig og afslappet ”talk” mellem serveringerne.
Traditionen tro handler Limfjordsmuseets Snapseri nemlig om mere og andet end at lange snaps over disken. I højsædet er fortællingen. Denne gang er det naturligvis fortællingen om julen, der er i højsædet – men det er alt sammen koblet til fortællingen om stedets kryddersnaps og kærligheden til både snapsen og stedet, og hvad de to kan gøre for hinanden.
Premiere på Årssnapsen 2023
Der er dog også andre julegaver i vente den 28. november. Arrangementet er nemlig også premiere på Snapseriets nye årssnaps: ”Kanalsymfoni No II.” Limfjordsmuseet har et tæt samarbejde med Aalborg Akvavit, og det er deres nye dreng i klassen, Aalborg KLAR, der er grundstenen i den nye snaps.
Dette års snaps er valgt ud fra den smagsoplevelse som udgjorde sommergæsternes storfavorit. Årets snaps er derfor også blevet en symfoni med et potpourri af flere smage. Slåen, perikon, hunderose og havtorn går hånd i hånd i en smuk ferskenfarvet snaps. Smagen er nænsomt afrundet af honning fra museets egne bistader. Det er en snaps, der gør sig godt på julebordet og kan serveres både til silden og osten.
En aften i historiske rammer
Traditionen tro finder Snapseriets arrangement sted i det fredede baghus bag ved Kanalfogedboligen. Baghuset blev oprindeligt opført som stald for de heste, der i sin tid trak skibene igennem kanalen.
Der er begrænset antal pladser til julearrangement, og billetterne kan købes på Limfjordsmuseets hjemmeside.
Årssnapsen ”Kanalsymfoni No II” har premiere på dagen, og vil være i handlen dagen efter. Traditionen tro kan den kun købes i Løgstør – nærmere bestemt hos Fru Kronborg, Kanalfogedens Køkken og naturligvis på Limfjordsmuseet.