Flere landsbyer i Vesthimmerlands Kommune står foran en mindre massakre, hvis de 9 scenarier i en strukturanalyse på børneområdet føres ud i livet.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Det ser sort ud for Ranum Skole og LBO. I de 9 scenarier for en ny struktur på børne- og skoleområdet, som formentligt sendes i høring i næste uge, er der ikke meget opmuntring at hente for Ranum, hvor skolen på baggrund af lave børnetal står til at lukke.
I to af scenarierne foreslås skoleeleverne flyttet til Løgstør Skole, som uden væsentlige bygningsmæssige ændringer har plads til eleverne. Også børnehavebørnene sendes ud af byen til Løgstør, hvor dagsinstitutionerne Sneglehuset og Kridthuset har kapacitet til at modtage børnene fra Ranum.
I det hele taget er strukturplanerne gennemsyret af centralisering, hvor ikke kun Ranum Skole foreslås lukket. Også skolerne i Ullits, Vester Hornum, Gedsted og Vestrup foreslås lukket for at samle børnene på skolerne i henholdsvis Farsø, Hornum, Aalestrup og Østermarkskolen i Aars.
Til gengæld er der planer om at bygge en helt ny børnehave med vuggestue i Aars til over 46 millioner kroner som erstatning for de tre institutioner Mejsevej, Troldehøj og Satellitten. I Farsø foreslås børnehaven Valhalla udbygget med 20 pladser for 9,2 millioner kroner for til gengæld at lukke børnehaven Højgården.
I følge kommunens beregninger kan en lukning af Ranum Skole og LBO sikre kommunen en årlig besparelse på 4,3 millioner kroner. Det er under forudsætning af, at 70 procent af eleverne flytter til Løgstør.
Der ligger således friskoler i både Overlade og Vilsted, som ligger tættere på end Løgstør. Erfaringen fra sidste runde af skolelukninger i Vesthimmerland viste, at der på lokal foranledning blev etableret friskoler.
Den 14. marts afholdes der et offentligt borgermøde på Ranum Skole for Løgstør, Ranum og Toppedal områderne, og den 20. marts er der et lignende møde på Vestrup Skole for Hornum, V. Hornum, Vestrup og Aars områderne, og endelig den 21. marts holdes der borgermøde på Gedsted Skole for Aalestrup, Gedsted, Farsø og Ullits områderne.