Vesthimmerlands Biblioteker indleder foråret med et fokus på at redde pindsvinene i samarbejde med Ramasjang og DR. Så kig forbi dit bibliotek til sjove, kreative og naturrige oplevelser i børnehøjde, der har pindsvinet som omdrejningspunkt.
Det er forår, solen titter frem, planterne spirer og pindsvinene begynder så småt at kravle frem fra deres vinterhi. De små dyr med lys bug, mørke pigge, maske over det lyse ansigt, kort snude og afkortede ører og deres trivsel er i fokus med en aktivitetsrække i foråret fra den. 8. april til 1. maj på dit bibliotek.
Fra den 11.-13. april kan man kaste sig ud i et fælles kreativt projekt på biblioteket, hvor man kreerer pindsvin af kartofler, tandstikker, knappenåle og rulleøjne. Biblioteket sørger for alle materialerne. Deltagerne skal blot medbringe deres kreative evner og frie fantasi.
Besøg Familien Pindsvin i den hyggelige pindsvinehule
Fra den 8. april - 1. maj kan man besøge Familien Pindsvin i den hyggelige pindsvinehule på biblioteket, hvori man kan lege og forestille sig, hvordan en pindsvinefamilie lever. Jydeværkstedet er i færd med at bygge fire modeller af et pindsvinehus, som bliver leveret på biblioteket, så snart de er færdigbygget. Måske kan pindsvinehusene inspirere til at bygge et pindsvinehus hjemme i haven, som pindsvinene trygt kan sove og gå i hi i, så vi passer på pindsvinene.
Den 1. maj er der arrangeret natursafari i selskab med naturvejleder Karin Winther i en vild have i Løgstør. Her fortælles om naturen, den vilde have og dyrene deri, herunder pindsvinenes levevis.
Fra den 8. april - 1. maj kan man også farvelægge et pindsvin, gå på opdagelse i materialer om pindsvin og deltage i en quiz om pindsvin, så man bliver klogere på de små, stikkende dyr.
For femte år i træk har Ramasjang og DR, bibliotekerne og festivalerne sat sig for at redde et dyr i den danske natur sammen med alle landets børn. I år er det pindsvin, der er i fokus i årets ’Ramasjang Redder’-kampagne. Tidligere har det været bierne, havets dyr, fuglene og frøerne.
”Med de kraftige haveredskaber, vi bruger i haverne, vil det være til stor hjælp for pindsvin, hvis vi bygger huse til dem, hvor de trygt kan sove om dagen og gå i hi om vinteren. Derfor sætter ’Ramasjang Redder’ i år fokus på pindsvin og på at bygge huse til dem. Formålet med kampagnen er at give børnene en øget bevidsthed om naturen omkring dem og give dem en oplevelse af, at de kan handle og gøre en forskel for andre end dem selv,” forklarer Johanne Bagge, der er redaktør i B&U, DR Kultur, Børn og Unge.