Rønbjerg Bowling Klub er rykket op i Jyllandsserien, selvom de ikke har haft mulighed for at afvikle de sidste turneringskampe på hjemmebane.
Da Rønbjerg Feriecenter gik konkurs og lukkede, betød det, at BK Rønbjerg måtte finde et andet sted at spille de sidste kampe i turneringen færdig. Klubben lavede en aftale med Aars Bowlingcenter om at spille på deres baner.
Klubben har et rigtig godt hold hvor kammeratskabet er en væsentlig del af spillet. Men resultaterne har også flasket sig. Sæsonen endte med en sølvmedalje til BK Rønbjerg i serie 1.
Ved planlægning af ny turneringsplan for 2010/2011 i Danmarks Bowling Forbund viste det sig at, 2'eren i serie 1 - nemlig Rønbjerg Bowling Klub - også rykker med i Jyllandsserien.
Bowlingklubben har lavet aftale med ejeren af Rønbjerg Ferie Resort om at vende tilbage til Rønbjergs bowlingbaner i den kommende sæson.