Efter måneders lukning genåbnede feriecenteret i Rønbjerg i dag officielt med aktiviteter og nyt navn.
Ved 11.30 tiden i dag dumpede to mænd ned fra himmelen i faldskærm og landede på Rønbjerg Ferie Resort, som er det nye navn på feriecenteret. En af springerne var Kjeld Betzer, der i adskillige år har været tekniker på Rønbjerg Feriecenter i tiden under Danparcs. Han er blevet genansat efter konkursen i december og havde en saks med sig, som straks blev overrakt til Vesthimmerlands borgmester, Knud Kristensen, der havde fået æren af at klippe den røde snor og indvie Rønbjerg Ferie Resort.
Forinden bød den nye ejer, Bjarne Bøgh Jensen, de fremmødte velkommen i det fantastiske solbeskinnede pinsevejr og forklarede det nye navn.
"Vi har visket tavlen ren og startet på en frisk," sagde Bjarne Bøgh Jensen.
"På Google er der 10 gange så mange, der søger på "resort" i forhold til "feriecenter", tilføjede ejeren og anerkendte internettets betydning for forretningen.
Knud Kristensen klippede snoren og glædede sig over, at centeret er kommet på benene igen til gavn for kommunens arbejdspladser og turisme.
De første gæster tjekkede ind på Rønbjerg Ferie Resort fredag eftermiddag klokken 15, og bortset fra nogle småting, der skal justeres, er Bjarne Bøgh Jensen tilfreds med forløbet. Det har været en intens proces op til åbningen, siger han.
De 201 feriehytter, som alle skal renoveres, er sat til salg. Mange har vist interesse for husene, og i dag sidst på eftermiddagen var der allerede solgt omkring 80 ferielejligheder.
Åbent hus arrangementet fortsætter pinsedag med blandt andet udspringsshow og gratis aktiviteter for børn.