Der bliver stadig presset mere vand ind i Limfjorden fra Vesterhavet, og nu er beredskabet sat ind for at dæmme op for vandet i Lendrup.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
En halv snes frivillige fra Beredskab Vesthimmerland blev ved middagstid sendt på materielgården i Løgstør for at fylde omkring 1000 sandsække. Nogle af sækkene vil i løbet af eftermiddagen blive lagt ud i Lendrup og Hvalpsund for at afværge oversvømmelser.
Beredskabsinspektør Klavs Bojsen siger, at situationen ikke er problematisk, men at sækkene vil blive lagt ud for at være på forkant, hvis situationen udvikler sig.
Visse steder i sommerhusområdet i Lendrup er vandet dog kommet ind og oversvømmet en del af en vej, og et par grunde.
I Hvalpsund er det omkring kiosken og et stykke ud mod vejen langs fjorden, der skal sikres med sandsækkene.
Også i Løgstør står vandet højt, men her er kystsikringen dimensioneret til at kunne klare den aktuelle vandstand.
Den nuværende prognose fra DMI siger, at vandet det kommende døgn vil stige til mellem 1,5 og 2 meter over daglig vandstand. Løgstør er sikret til 1,9 meter.