Mens andre virksomheder dropper modulbyggeri, har Scandi Byg i Løgstør succes med konceptet.
I mere end 35 år har Scandi Byg a/s i Løgstør produceret præfabrikeret byggeri til institutioner,
erhverv og etageejendomme over hele landet. I de seneste år er arbejdsfeltet blevet øget yderligere.
Kort leveringstid kombineret med stram bygge- og kvalitetsstyring har medført, at der er stærkt
stigende efterspørgsel på virksomhedens ekspertise ved byggeri af enkeltboliger og klyngebebyggelser.
"Der sker meget inden for det industrielle byggeri i Norden i disse år. Flere markante firmaer har
stoppet produktionen af præfabrikerede typehuse med den begrundelse, at det ikke kan betale sig at
producere huse industrielt. Vi er meget uenige. Med den rette styring kan der opnås en ganske fornuftig rentabilitet ved modulbyggeri af enkeltboliger," siger salgschef Flemming Dalgaard, Scandi Byg.
I disse uger lægger Scandi Byg for eksempel sidste hånd på 23 seniorboliger i en ny udstykning ved
Langagergård i Greve. Arkitekt Ole Friis Jørgensen og Erik Madsen, HMT Arkitekter, København,
har tegnet boligerne for de 23 bygherrer, der har stiftet en privat andelsforening.
Scandi Byg sikrede
sig hovedentreprisen efter en licitation, hvor der blev lagt vægt på, at entreprenøren kunne levere en
færdig pakke til aftalt pris og tid.
"Med så stort et antal bygherrer involveret, var det afgørende, at byggeriet kom til at forløbe så
problemfrit som overhovedet muligt. Det var også afgørende, at der på et tidligt tidspunkt kunne
opnås fuld klarhed over økonomien. Scandi Byg er et stort firma med gode referencer bag sig.
Derfor var jeg ikke i tvivl om, at det var det rigtige for andelsforeningen at samarbejde med Scandi
Byg," siger Erik Madsen.
Det ny byggeri omfatter fem forskellige boligtyper på 80-109 m2. Boligerne er fordelt i tre grupper
omkring et haveanlæg med stræde og et fælleshus med fællesrum, værksted, bibliotek og køkken.
Alle boliger har tagpaptage og lærketræsfacader, der spiller flot sammen med træerne og det åbne
landskab. Med variationer i bygningshøjden og forskydninger i terrænet fremstår bebyggelsen som
et flot eksempel på, at modulbyggeri ikke behøver at være ordinært at kigge på.
Scandi Byg indledte byggeriet i de store fabrikshaller i Løgstør i september 2007, mens der blev
byggemodnet og støbt fundament i Greve. Den særlige byggeproces medfører, at boligerne var 75-80 procent færdige, da de i oktober-november blev fragtet til Sjælland. Alle el- og VVS-installationer
var på plads, vinduerne var monteret, der var lagt parketgulve og gulvklinker,
væggene var beklædt med filt og malet, skabene var monteret osv.
Mens modulerne blev bygget, gæstede andelsforeningens bestyrelse Løgstør, så de kunne se
byggeriet og få vished for, at de fik valuta for pengene. Scandi Byg beskæftiger tømrere, murere,
ingeniører, VVS-folk, elektrikere, malere, gulvlæggere m.v., så der er totalt styr på kvaliteten. Da
alt byggeri foregår under tag, er der heller ingen risiko for fugtskader og øvrige kvalitetsbrist, der
kan opstå på en byggeplads.
Erik Madsen har ikke tidligere arbejdet med præfabrikeret byggeri, men han er overbevist om, at
han kommer til det igen.
"Det præfabrikerede byggeri er vejen frem. Det fjerner megen af den usikkerhed, der kan være omkring prisen, når der skal afholdes senere licitationer. Der er styr på kvaliteten, og byggeperioden
er meget kortere. Samtidig har Scandi Byg bevist, at der sagtens eksperimenteres med
modulbyggeri," siger Erik Madsen.