En borgergruppe i Vester Hornum har i dag rejst en attrap af et 4,5 meter høj solcellestativ ved rundkørslen i Hornumbro for at advare politikere og borgere om, hvad der er i vente for området.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
630 hektar plastret til med solceller i et område mellem Vester Hornum, Hornum, Haubro og Farsø. Det er en del af det, som Vesthimmerland er på vej til at lægge jord til, hvis byrådet fortsætter med planlægningen af en energiø i området. Heri indgår også planer om 28 kæmpestore vindmøller.
Og det er ikke noget, der falder i god jord i Vester Hornum. Gruppen, som kalder sig "Sol og vind forsvind" har i et par måneder planlagt et lille stunt, som blev afholdt her ved middagstid i rundkørslen i Hornumbro sydøst for Vester Hornum. Her blev der rejst et stativ på 4,5 meter, som skal vise, hvor stort et solcelle stativ faktisk er.
Dem er der planer om at rejse 126.000 af.
Anders Larsen fra Vester Hornum er en af aktørerne i gruppen. Han siger, at fælles for politikerne er, at de faktisk er uvidende om, hvad de rent faktisk er i gang med at give tilladelse til at ske i deres kommune. Desuden mener han, at de ikke spiller med åbne kort.
Atrappen i Hornumbro kommer nu til at stå et stykke tid for at give forbikørende en fornemmelse af, hvor omfattende anlæg, der kommer til at præge landskabet.
- Det er nogle få, der kommer til at betale prisen, mens det kommer en masse andre til gode. Det kan ikke være rimeligt, når man skal stå og se på, at hele området bliver ødelagt, siger Anders Larsen.
Omkring 100 mennesker var mødt op, da attrappen blev rejst, og de kunne få stillet sulten i en pølsevogn.
Søren Vasegaard er en anden af initiativtagerne, og han hæfter sig ved, at der endnu ikke er taget en endelig beslutning om energiøen og solcellerne. Derfor håber han, at politikere bliver påvirket af at se solcelleattrappen og får øjnene op for, hvad de ved at beslutte.
Læs også: Energipark ved Farsø ønskes endnu større