Løgstør Gymnastikforening afsluttede lørdag den 21. juni sin første forårssæson i spinninglokalet i Løgstør hallen. Sæsonen sluttede med en 3-timers spinningmarathon, hvor deltagerne kunne vælge om de ville cykle 1, 2 eller alle 3 timer. De 15 nye spinningcykler var i brug i alle 3 timer, og de 3 instruktører skiftedes til at køre en time hver. Imellem timerne var der en lille pause, hvor de svedende kunne få fyldt vandflasker, og nyde frugt sponsoreret af Super Brugsen Løgstør, og chokolade sponsoreret af MasterFoods. Sparekassen Midtfjord havde sponsoreret flotte røde T-shirts til alle deltagere, med Spinning Løgstør Gymnastikforening trykt på ryggen. Løgstør Gymnastikforening starter nye spinninghold fra 1. september 2008.