Håndbold: Storsejr over Aalborg HK sikrede førstepladsen.
Tekst: Per Lyngby
Aars HK's herrer i 3. division vandt på udebane med 32-21 over Aalborg HK og et dermed sikre på at slutte på puljens førsteplads. I pulje 2 besejrede Aalestrup Nordthy med 29-26 på udebane, og dermed er holdet snublende tæt på at have sikret sig eksistensen i 3. division.
I damernes 3. division tabte Farsø torsdag aften med 26-29 på udebane til Frederikshavn, og det var derfor med kniven på struben, at holdet gik på banen til hjemmekampen mod Strandby-Elling. Det blev til en sikker sejr til Farsø på 25-17, og dermed rykker holdet op på næstsidstepladsen og sender Strandby-Elling ned på dumpepladsen. Kan holdet fortsætte de gode takter i de sidste to kampe mod Hjallerup og Støvring, er der en god mulighed for, at Farsø kommer helt fri af nedrykningsfaren.
I damernes pulje 2 var der topkamp mellem Aars og Aalborg HK, som delte pointene med 25-25. Dermed er Aars fortsat på førstepladsen med direkte kurs mod oprykningskampe.
I 3. division pulje 3 vandt Aalestrups damer med 26-23 over Nørre Djurs, og dermed har knaberne så godt som sikret sig i rækken.
Løgstør vandt i herrernes danmarksserie med 29-24 over Mejlby-Haverslev, hvilket bringer holdet fra muslingebyen op på andenpladsen i rækken - med en lille teoretisk mulighed for at indhente topholdet Sønderup-Suldrup, som er opgaven på hjemmebane i næste runde.
Farsøs herrer tabte hjemme knebent med 18-19 til topholdet Nordthy, og dermed skal der sejre i kassen i de sidste to runder, hvis holdet ikke skal slutte som nedrykker.