Fodbold: Unge spillere gjorde en god figur.
Tekst: Per Lyngby
Søndag skulle Gundersted indlede den nye sæson i serie 3 med en svær udekamp mod Bælum-Solbjerg, som altid er en hård nød at knække på egen bane, hvor de bakkes op af meget engagerede fans.
Der var da heller ikke point med hjem i sportstaskerne, da brumbasserne returnerede til det vesthimmerlandske. Kampen bød blot på et enkelt mål, som hjemmeholdet scorede i anden halvleg.
""En rigtig svær udebane, hvor vi ellers spiller en fin kamp. Vores nye unge spillere bød sig rigtig godt til. Første halvleg var helt lige og sluttede 0-0. Bælum var måske en smule tættere på end os, men vi gik ind til anden halvleg med en god fornemmelse, og vi skabte en kæmpe dobbelt chance ved Stefan Olesen og Mads Vestergaard, hvor sidstnævnte blot skulle skubbe returen fra deres keeper i kassen men missede. Selvfølgelig scorer Bælum minuttet efter på deres bedste angreb i kampen. Vi prøvede at komme tilbage og havde skud på overliggeren ved Mads Holst og havde også et skud , som blev afrettet og gik forbi mål. Slutfasen blev rodet og hektisk med flere gule kort og en smule ude af kontrol for dommeren, desværre", lød det efter kampen fra Gundersteds træner, Svend Aage Nielsen.
Fredag aften spiller Gundersted hjemme mod Kvik-Aalestrup.