Fodbold: Begge hold spiller på udebane i den kommende weekend.
Tekst: Per Lyngby
Tirsdag aften blev der spillet play off kampe, hvor de hold, der var sluttet nummer 2 i deres pulje, kæmpede om en finaleplads mod en 3'er fra en overliggende række.
Kvik-Aalestrup spillede hjemme mod Svenstrup-Godthåb, og på et mål af Per Nielsen sikrede holdet sig adgang til den afgørende play off kamp om en plads i serie 1. Kampen spilles mod Dronningborg på udebane på lørdag.
Også Løgstørs andethold, som sluttede på andenpladsen i serie 3, har mulighed for at avancere. I lokalopgøret mod Gundersted, som blev spillet på kunstgræsset i Aars, sikrede Løgstør sig en sejr på 2-1, og er dermed klar til finale om pladsen i serie 2. Modstanderen er Bælum, og her venter en svær udekamp for Jens Bojer og hans mandskab.
Målene i kampen i Aars blev scoret af William Mortensen og Jonathan Lawrence. Oliver Hartmann Holst nettede for Gundersted.