På lørdag holder Løgstør Gymnastikforening åbent hus og viser sine 17 nye spinningcykler frem i Løgstør Hallerne.
I foråret fik Løgstør Gymnastikforening leveret 17 nye spinning-cykler. Dengang var det forventet, at der kunne startes 1 eller 2 små hold, der havde lyst til at få motion på de stationære cykler. Men realiteterne overgik langt forventningerne, og der blev allerede inden sommerferien spinnet 4 dage om ugen.
Nu er foreningen klar til at tage hul på den første hele sæson med spinning på de nye cykler. Mandag, tirsdag, torsdag og lørdag bliver der åbne hold. Onsdagen er forbeholdt lukkede firmahold, hvor 2 firmaer allerede har tilmeldt sig.
Spinningen foregår i Løgstør Hallerne, hvor den gamle fjordstue er blevet fint indrettet med ventilationsanlæg, nyt gulv, podie til instruktørcykel og spejle på væggene. Og så er der fjordudsigt. Adgang til lokalet sker i øvrigt fra bagsiden af hallen.
3 instruktører er forløbigt ansat til at køre timerne, og de har lovet at tilpasse niveauet, så både erfarne og nybegyndere kan deltage.
På lørdag afholdes der åbent hus, hvor alle interesserede kan komme og se og prøve de nye cykler og eventuelt tilmelde sig til den nye sæson.