En cykelklub kan snart være en realitet i Løgstør. Et par cykelentusiaster har indkaldt til informationsmøde.
René Christensen og Ulrik Have Kristensen fra Løgstør tager af og til en tur på cykel, når det passer ind i det daglige ræs. Andre cykelinteresserede er også med på skift, og derfor har de to taget initiativ til at undersøge, om der måske er basis for at etablere en cykelklub i Løgstør.
"Det er ikke fordi vi vil konkurrere med Skarp Salling Cykelklub. Der er bare nogen, der ikke vil køre til Salling for at cykle, og der er måske også nogen, der føler, de ikke kan være med på det niveau, der køres på i Salling, så derfor kunne der muligvis være grundlag for en cykelklub i Løgstør" siger René Christensen, der til daglig er afdelingsdirektør i Jutlander Bank i Løgstør.
Sammen med Ulrik Have Kristensen, der er ansat hos Nybolig Løgstør har han derfor indkaldt til et infomøde i Lanternen mandag den 26. oktober. Formanden for Løgstør Håndboldklub, Benny Hansen, er medarrangør af infomødet, idet håndboldklubben står klar til at bistå med det administrative i forbindelse med etablering af cykelklub som en gren af håndboldklubben.
René Christensen understreger, at intet er besluttet på forhånd. De fremmødte kan komme med deres ønsker og idéer, og så kan der tages en beslutning derfra. Det kan endda være, at cykelklubben i Salling er interesseret i et samarbejde, siger René Christensen.
Selv forestiller han sig, at der både skal være plads til racercykler og MTB'ere - og måske også triathlon. Derudover håber han, at der bliver plads til noget socialt i form af fælles spisning for medlemmerne, og måske et par andre arrangementer om året.
"Det kunne være et foredrag med en bjergrytter, der fortæller, hvordan man træner for at klare et stort bjerg, eller en aften hos den lokale cykelhandler med undervisning for dummies," slutter René Christensen.