Det bliver to landsformænd, der i samarbejde står for gudstjenesten i Løgstør Kirke på søndag d. 13. oktober kl. 11.
Løgstørs sognepræst, Pernille Vigsø Bagge, er formand for Præsteforeningen, og som gæsteprædikant kommer Anton Pihl, der er formand for Landsforeningen af Menighedsråd.
-Anton kommer til Løgstør for at besøge mig i min egenskab af formand for præsteforeningen og fordi, han længe gerne har villet se og opleve Muslingebyen, og fordi vores to foreninger samarbejder om mange ting i folkekirken. Senest et menighedsrådsvalg, hvor det er helt åbenlyst, at vi skal have engageret flere til folkekirkens maskinrum, siger Pernille Vigsø Bagge.
Derudover har de to et samarbejde i et igangværende arbejde med revision af menighedsrådsloven, hvor begge foreninger sidder med i udvalgsarbejdet.
Besøget har medført et par ændringer i kirkernes gudstjenesteplan, idet gudstjenesten i Kornum Kirke denne dag er aflyst, og gudstjenesten i Løgstør Kirke er flyttet til kl. 11.00 for at samle så mange til gudstjenesten med de to landsformænd.