Vivi Vang Jepsen har købt bailine-klinikken i Løgstør, som genåbnes på fredag.
Bailine-klinikken i Østergade, som lukkede for få måneder siden, åbner på fredag med en ny ejer - og dog. For det var faktisk Vivi Vang Jepsen, der i 2004 åbnede bailine i Løgstør for første gang med sin søster som bestyrer. I 2006 solgte hun klinikken, men efter lukningen for nylig har hun valgt at købe klinikken igen og genåbne den.
Bailine er et norsk koncept, udviklet i 1969. Behandlingsformen er kun for kvinder og er mest kendt for sin metode mod vægttab. Men Vivi Vang Jepsen står inde for, at bailine også kan lindre smerter og andre symptomer.
Vivi Vang Jepsen er godt inde i bailine-stoffet - blandt andet via kurser i Italien. Hun har startet klinikker i både Herning, Ikast, Hjørring, Skejby og altså Løgstør nu for anden gang. Derudover købte hun i 2004 en bailine-klinik i Århus, som nu er sat til salg.
"Jeg har det dårligt med, at klinikken i Løgstør lukkede, og da jeg samtidig gerne vil være i Løgstør, besluttede jeg mig for at åbne klinikken igen. Det er en skam, at noget, der er godt, lukker," siger Vivi Vang Jepsen og tilføjer, at bailine burde være selvskrevet på alle kvinders ønskeseddel.
"Bailine er et fristed for kvinder. Det er ren velvære," slutter hun.
I starten er klinikken åben efter aftale torsdag, fredag, lørdag og søndag.