I foråret foretog Vesthimmerlands Biblioteker en undersøgelse af brugernes tilfredshed med biblioteket. Resultaterne viser, at hele 93% af brugerne er tilfredse med biblioteket, heraf er 77,8% såkaldte ambassadører, som er så tilfredse med biblioteket, at de med stor sandsynlighed vil anbefale det til andre.
1.367 biblioteksbrugere tog sig tid til at besvare brugertilfredshedsundersøgelsen. Undersøgelsen, Bibliometer, tager som navnet indikerer udgangspunkt i, hvad der har værdi for biblioteksbrugerne. Brugernes besvarelser har bragt Vesthimmerlands Biblioteker indsigt i, hvad de forskellige brugergrupper sætter pris på, og hvad der skal sættes særligt fokus på fremadrettet. Undersøgelsen blev udsendt i foråret af det eksterne analysebureau Moos Bjerre.
”Feedback fra vores bruger er særdeles vigtig for os, så vi kan udvikle os og følge med tiden. Vi kan altid blive bedre og forsøger at justere der, hvor der er behov for det. Samtidig vil vi gerne opfylde så mange af brugernes behov og ønsker som muligt, så vi fortsætter med at være kommunens mest besøgte kulturinstitution”, udtaler biblioteksleder Finn Christiansen (fotoet).
Vesthimmerland Biblioteker ligger over det nationale gennemsnit
Resultaterne fra brugerundersøgelsen taler et tydeligt sprog. 93% af Vesthimmerlands Bibliotekers brugere er tilfredse med biblioteket og dets tilbud, mens blot 1% er utilfredse. Heraf er hele 77,8% såkaldte ambassadører, det vil sige loyale brugere, som med stor sandsynlighed anbefaler biblioteket til familie og venner. Vesthimmerlands Biblioteker kan med brugertilfredshedsundersøgelsen fejre, at biblioteket opnår en samlet bibliometerscore på hele 7,2, som ligger over gennemsnittet for de deltagende biblioteker 2023/2024.
Over halvdelen af alle biblioteksbrugerne er enige i, at Vesthimmerlands Biblioteker har et ansvar i forhold til at være en aktiv formidler af viden om bæredygtighed, og 61% er overordnet enige i, at biblioteket kan spille en vigtig rolle i at oplyse, udbrede viden og inspirere til bæredygtige tiltag. Bæredygtighed er også på dagsordenen hos Vesthimmerlands Biblioteket, som har fået tildelt og netop fejret titlen som et verdensmålscertificeret bibliotek. Med certificeringen forpligter biblioteket sig til at blive mere bæredygtigt og understøtte bæredygtige tiltag i Vesthimmerland.
Biblioteket har allerede gennemført flere grønne tiltag, f.eks. installeret strømbesparelse og indført affaldssortering i biblioteksrummet samt trykt sæsonprogrammet på genbrugspapir og afholdt grønne arrangementer. Brugerne kan glæde sig til at opleve endnu flere grønne arrangementer, f.eks. legetøjsbyttemarked og foredrag om tiny house-bevægelse i efteråret.