Læserbrev af Jeppe Korreborg Pedersen, konstitueret formand i Børne- og Familieudvalget, og Signe Nøhr, borgmesterkandidat for Det Konservative Folkeparti:
Konservative i Vesthimmerland arbejder for at gøre hverdagen billigere for børnefamilierne. I budgettet for 2023 sikrede vi en lavere forældrebetaling til børnepasning med 1.250.000 kr. Det har betydet, at mange familier har fået en økonomisk håndsrækning i hverdagen. Det er et vigtigt skridt i retning af at skabe bedre vilkår for de mange børnefamilier i vores kommune.
Vores mål er stadig at sætte børnefamilierne højt på listen. Når vi ser frem mod de kommende budgetforhandlinger, er vores klare mål at sikre endnu billigere børnepasning. Billigere børnepasning er en vigtig økonomisk lettelse for forældrene. Selvfølgelig skal vores børnehaver, vuggestuer og dagplejere samtidig være i høj kvalitet. Det bidrager til børnenes trivsel og udvikling.
Når vi gør det billigere at få børn passet, giver vi familierne mulighed for at fokusere på det, der virkelig betyder noget – at skabe trygge rammer for deres børns barndom.
Det er kendt, at mange børnefamilier i andre kommuner i Danmark er pressede over de høje priser på daginstitutioner som følge af minimumsnormeringerne. Den situation ønsker vi ikke i Vesthimmerland. Så må vi som kommune betale det ekstra, så vores børnefamilier både får børnepasning i høj kvalitet og til en pris, hvor det kan betales. Når børnepasning bliver billigere, sender vi også et signal om, at Vesthimmerlands Kommune er et sted, hvor familierne prioriteres. Her får familierne de bedste betingelser for at få hverdagen til at hænge sammen. Det er ikke kun et spørgsmål om økonomi, men også et spørgsmål om bosætning.
Prisen på pasning er ikke alt. Men i en kommune med landets højeste skatteprocent har børnefamilierne netop brug for, at den del forældrene selv skal betale ikke er det højest mulige beløb. I stedet skal det være så lavt, at det giver mening at bosætte sig og få børn i Vesthimmerland.
Vi ser frem til forhandlingerne, og vi håber på bred opbakning til at gøre børnepasningen billigere igen i 2025-budgettet. Vi er klar til at kæmpe for familierne – fordi vi ved, det er en investering, der i sidste ende kommer alle til gode.