For en brandmand kan det være sværere at starte en ordentlig brand end at slukke den.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
I denne uge er der byfest, og der blev for alvor sat fut i festlighederne i går på grundlovsdag. Vindblæs byfest har for vane at holde grundlovfest med grundlovstale, men i år var festen ændret til en grundlovsfrokost. Og udenfor multicenteret havde Nordjyllands Beredskab linet op med indsatslederbil, brandsprøjte, redningsbåd og andre udrykningsfartøjer.
Heldigvis var de der kun for showets skyld, og mange børn og voksne var - på denne fridag for de heldige - mødt op for at se og prøve beredskabets isenkram.
I skolegården kunne man prøve at styre en bold op ad en labyrint med brandslangen, og beredskabsfolkene demonstrerede deres frigøringsværktøj ved at klippe gamle cykler over.
Der var også tændt bål i en tønde, hvor det spændte publikum skulle se, hvordan man i hvert fald ikke skal slukke en brand i fritureolie. Da der endelig var godt ild i frituren og publikum var trådt på sikker afstand, blev der hældt vandt på flammerne.
Det skete der mod forventning ikke noget ved. Det gentog sig tre gange uden den store effekt. Men budskabet var klart nok. Vand skal ikke bruges til at slukke ild i friture. Det kan resultere i alvorlige stikflammer. Det bedste råd er at lægge låg på ilden og kvæle den på den måde.
Og heldigvis havde brandfolkene ingen problemer med at slukke ilden.
Aktiviteter de næste 6 dage
Byfesten i Vindblæs startede allerede søndag med gavespil, og den fortsætter indtil og med på søndag. I aften er der arrangeret en vandretur i Vindblæs, og i morgen aften er der motionsløb på henholdsvis 5 og 10 kilometer.
Fredag afholdes den mangeårige familie-, gade- og firmafodboldsturnering, og lørdag er der program hele dagen med blandt andet skolefodbold, sæbekasseløb og grisefest.