Vitskøl står så helt alene ud mod fjorden, hvorved man fornemmer den styrke og magt, der engang gik ud fra dette sted - og var der noget, Vitskøl havde, så var det magt! Et kæmpe foretagende var det. Bestemt ikke noget beskedent og ydmygt kloster, men et
Historien starter i 1157, hvor Svend, Knud og Valdemar indgik et forlig om deling af riget mellem sig. En sådan aftale måtte naturligvis festligholdes med pomp og pragt, og det blev den i kongsgården i Roskilde. Men Svend havde skumle planer om at myrde sine medkonger.
Festen, der endte i et blodorgie, resulterede i, at Knud blev myrdet, og ifølge Saxo udåndede han i armene på en anden af tidens berømtheder - Absalon.
En anden krønikedigter fortæller, at Valdemar fik væltet lysene, så han, trods et sår i låret, kunne undslippe i mørket. Festen i kongsgården er siden blevet kaldt “Blodgildet i Roskilde”.
Valdemar flygtede til Jylland, der var hans del af riget, og jyderne flokkedes om ham. Samme år udkæmpede Svend og Valdemar den endelige kamp på Grathe hede syd for Viborg. Her vandt Valdemar, og han var dermed enekonge i Danmark. De tre konger blev siden kendt som Svend Grathe, Knud Magnussen og Valdemar den Store.
Af taknemmelighed til Gud over, at han overlevede, gav Valdemar året efter cistencienserne “den landsby, som er vor fædrende arv, og som kaldes Vitskøl”. Dengang hed landsbyen Vithscuele, og heraf afledte man det latinske navn på klosteret, “Vitae Scholae” - Livets Skole.
Hermed var grunden lagt til et af rigets mægtigste klostre. Dets rigdom var umådelig. Det kom til at eje 8 kirker, 165 gårde, 4 vandmøller samt hele Livø, og dette blot i Himmerland.
I Vendsyssel havde klostret yderligere 116 gårde, 93 huse, 1 mølle samt yderligere jordtilliggender så langt borte som på Salling og Mors.
Det skal dog siges, at rigdommen ikke kun var et udslag af at “samle gods til hobe”, cistenciensermunkene var nøjsomme i deres levevis og levede asketisk, hvilket gjorde, at de efterhånden kunne opkøbe gårde. Det havde naturligvis en selvforstærkende virkning, og som det var skik og brug dengang, fik de også meget jordegods foræret. Det var jo en from handling at give jord til klostrene!
Kirken, man begyndte at opføre i Vitskøl, skulle være den største overhovedet i cistencienserordenen, når man ser bort fra hovedkirken i Citeaux ved Dijon. Formodentlig var den blevet den største kirke i Norden, hvis den nogensinde var færdigbygget. Resterne af kirken står ved siden af klosteret, og af søjlernes størrelse kan man fornemme, hvilket kæmperum, der har været tale om.
Det var en grundliggende tanke hos cistenscienserne, at de skulle være selvforsynende. Det betød, at de selv drev landbruget, møllerne, fiskeriet, ølbrygningen og alt forefaldende arbejde. Et vigtigt gøremål var at passe urtehaven med læge- og krydderurter - og endnu den dag i dag er der urtehave på Vitskøl.
Et andet vigtigt gøremål var at kopiere og renskrive latinske værker. Dagen var delt op mellem andagt og arbejde, og af søvn fik man ikke meget. Alt foregik på latin, med undtagelse af de få stunder, hvor munkene havde frikvarter og kunne tale deres eget mål.
Med reformationen var det slut med Vitskøl Kloster. Kongen overtog dets rigdomme, men mageskiftede det senere med Bjørn Andersen fra Stenalt på Djursland. Klosteret blev herregård og fik navnet Bjørnsholm.
Sidenhen har mange adelige slægter siddet på Bjørnsholm, men i dag har klosteret igen fået sit gamle navn Vitskøl tilbage. Og selvom det ikke har fordums storhed, så er det dog stadig en stor gård med betydelige jordtilliggender af både skov og ager.
Hvor det i gamle dage var klosterbrødrene, der gjorde arbejdet, er det nu unge mennesker fra København, der her får en praktisk uddannelse, og som i hold er med i arbejdet, hvad enten det drejer sig om landbrug, skovbrug, gartneri, bygningsvedligeholdelse, madlavning eller rengøring.
Hvor munkene før havde deres seller, er der nu smagfulde hotelværelser med bad og toilet - klosterets sale bliver brugt som kursus- og konferencerum, og to af salene i østfløjen står endnu med tapeter og bemalinger, som de gjorde i 1700-tallet.
