Nedgangen i byggebranchen kan også mærkes i byggemarkederne, og på Løgstør Tømmerhandel betyder det, at der skæres i køkkenafdelingen.
Direktør Michael Egholm i XL Byg Løgstør har som de 8 andre byggemarkeder under Ceste Træ fået pålagt at rationalisere. Det sker for at imødegå den nedgang i indtjeningen, som er sket som følge af finanskrisen og tilbagegangen i byggebranchen.
"Jeg har vurderet, at vi så må satse på vores kerneydelser som træ og skruer og så videre - altså back to basic," siger Michael Egholm.
Det betyder, at køkkenafdelingen har stået for skud, og 2 medabejdere er blevet afskediget. Michael Egholm understreger, at der stadig kan købes køkkener i Løgstør Tømmerhandel. Men det er ikke længere muligt at få tegnet et køkken i afdelingen, og det kræver endvidere, at man selv samler sit nye køkken.